VI HAR BRUG FOR SLOW JOURNALISM

Af Tina Andersen  [bragt i 2014 i DMJX-publikation]

Nordmændene har regnet det ud.
– Det, som ikke blir lest, er kjedelige historier. Er historierne gode, opererer ikke vi med max antal tegn. Vi gir historien den plassen, vi mener den fortjener, siger featureleder Kristine Holmelid fra Bergens Tidende. Klarsynet kommer efter, at avisen sidste sommer bragte multimedieproduktionen ”Jannes historie” i to kapitler. Det har fået en del norske øjne op for potentialet i slow journalism og multimedie-fortællinger. For Jannes historie var en af de mest læste historier i Norge sidste år med sammenlagt 1,1 million klik fordelt på del 1 og 2. Det er den længste historie nogensinde i Bergens Tidende med henholdsvis 50.000 og 20.000 anslag, og samtidig den historie læserne har dedikeret mest tid til at læse. I gennemsnit mere end 13 minutter. Næsten 50.000 delinger på Facebook og vinder af både Gullparaplyen og SKUP-prisen 2013 for god, gravende journalistik. 1,1 million klik.

Erfaringerne er de samme på medier i andre lande. Læserne læser gerne langt, og cirka halvdelen af dem gør det fra mobilen. The New York Times’ Pulitzerprisvindende multimediefortælling ”Snow Fall” har haft mere end 2,9 millioner besøgende og 3,5 million sidevisninger. På Politikens Magasinet er ”Nadjas historie – stemmen fra Tønder-sagen” med sine mere end 45.000 tegn og 420.000 sidevisninger den mest læste artikel i avisens historie. Og de nyeste opgørelser på Berlingske viser, at læserne faktisk foretrækker det lange format og dvæler omtrent dobbelt så lang tid ved det. Avisens online udgave har både sektionen Singler og sektionen Longreads – en velovervejet satsning: 

– Journalistik er ikke bare ophobning af fakta – det har vi statistikere til. Journalistik er også at give stærke læseoplevelser ved at sprede vingerne ud og fortælle de store historier: Den rørende fortælling om jødernes flugt, om Brøndbys nedtur, om at få et handicappet barn, siger ansvarshavende chefredaktør Lisbeth Knudsen og fortsætter: – Det kan singlerne og longreads. Nye fantastiske, digitale formater, som modbeviser påstanden om, at journalistikken er i krise, og at netlæsere ikke læser dybt, men kun overfladisk. Digitale læsere bruger også gerne den fornødne tid, hvis de får den fornødne kvalitet.

Opfattelsen af, at folk ikke vil læse langt på nettet, er endegyldigt brudt og modbevist. Vi har brug for slow journalism i vores liv. Fordi vi har brug for fordybelse og indsigt, fordi vi har brug for at forstå verden og skabe orden i kaos, og fordi vi vil have kvalitet. Langtidsholdbar, tilgængelig kvalitetsjournalistik. I forskellige formater på diverse platforme.

Som begreb er slow journalism hverken slået igennem herhjemme eller i USA, men det bliver brugt i forskningsmæssig sammenhæng, finnerne bruger det, og fænomenet – hvad end vi så kalder det – er tilsyneladende kommet for at blive. New Yorks hippe, digitale lokalavis, ”Narratively” – en platform søsat september 2012 med det formål at folde originale, dybdegående historier ud – kalder da også måden, man arbejder på, for slow journalism.

Sitet publicerer én historie hver dag med afsæt i et ugentligt tema. Det kan være en longformartikel mandag, an animeret dokumentar tirsdag, så et foto-essay, en lydfil eller en dokumentarfilm. Man lader indholdet finde sin form.

– Vi kan ikke vende ryggen til teknologien, men det er interessant, at den konstant accelererende teknologiske udvikling også har startet en ny, stærk modkultur, der handler om refleksion, konstaterede Fords fremtids- og trendmanager Sheryl Connelly i forbindelse med offentliggørelsen af Fords trendrapport 2014. 

Vores behov for fordybelse og kvalitet stiger. Fremtiden vil, ifølge fremtidsforsker Anne Skare Nielsen, skrige på helhedstænkning. På perspektiver, der får os til at reflektere. På fordybelse. Indsigt. Sammenhænge. Noget at tale om. Historisk forståelse. 

Det er ikke nyheder, information, analyser og produkter, der bliver mangel på de næste år. Det er mening, viden, originalitet, autenticitet, tid og energi. Der bliver ekstrem mangel på kvalitetsfiltre og nogen, der er til at stole på, vurderer Anne Skare Nielsen i sit bidrag til debatbogen ”En konstruktiv nyhed”.

Slow journalism repræsenterer en livline for ét medium i særdeleshed: det er en mulighed for den trykte presse til at redefinere sin rolle i verden. Det er ikke en ny tanke, men til gengæld mere nødvendigt end nogensinde og en plads i den digitale overhalingsbane gør det mere tillokkende end tidligere også set ud fra et økonomisk, bæredygtigt perspektiv.

Ifølge Joshua Benton, direktør for Nieman Journalism Lab, har de lange formater bedre vilkår online, end de nogensinde har haft på print, fordi digitale fortællinger er langtidsholdbare.

Det er en investering at satse på lange formater på digitale platforme, men det er én, der betaler sig. Især når folk gladeligt sætter sig godt til rette i lænestolen eller sidder ret op og ned i metroen og læser en lang fortælling til ende på telefonen. Også folk, der ikke plejer at læse.

– Hvis nye målgrupper kommer til det lange format på den måde, kan det give udgivere flere grunde til at producere, skriver Dr. Susan Greenberg fra University of Roehampton i rapporten ’Slow Journalism in the Digital fast Lane’.
– Der synes at være en offentlig appetit for slow journalism, når den er tilgængelig, konstaterer hun.

Vi snakker altså langtidsholdbar både i betydningen tidløst indhold og digital tilgængelighed.

 Der er andre veje for slow journalism end via de traditionelle medievirksomheder. MediaStorm, Narratively, the Atavist, finske Longplay, Zetland, Amazons Kindle Single og kvartalsmagasinet ”Delayed Gratification” er alle eksempler på nye måder at få kvalitetsjournalistik ud på.

Præcis som når musikere skaffer penge til at producere en ny plade med økonomisk bistand fra deres fans, har Narratively’s grundlægger, administrerende direktør og ansvarshavende redaktør Noah Rosenberg rejst mere end 50.000 dollars via crowdfunding websitet Kickstarter.
Penge, der er brugt på at udvikle Narrative.ly og betale freelancere for at producere indhold. Rosenberg kalder sig selv journapreneur.

– Brugen af crowdsourcing giver en effektiv ny form for intervention, men den har uundgåeligt også sine begrænsninger og kan reducere et vedvarende, kritisk engagement, advarer Dr. Susan Greenberg. 

Man risikerer, at komme i lommen på dem, der rejser pengene, og der er fare for, at redigeringen bliver for ukritisk i direkte samspil med brugerne.

MediaStorm’s grundlægger Brian Storm har i årevis argumenteret, at faren ved at lade være er større. Han mener, at næste generation af journalister bliver nødt til at tænke mere som iværksættere. At den form for entrepreneurship er en nødvendighed for fremover at kunne lave kvalitetsjournalistik, der viser livet og hjælper folk til at forstå den komplekse verden, vi lever i.

Noget tilsvarende skriver fremtidsforsker Anne Skare Nielsen i ”En konstruktiv nyhed”: Vi har rigtig meget brug for journalistik, men ikke mediehuse – medmindre de genopfinder sig selv. Det gælder om at skabe noget originalt og troværdigt for at være attraktiv. Kvalitet er det eneste der er salg i fremover, og finansieringen af den kvalitet er skabt på en ny, innovativ måde.

Det kræver en ny form for professionalisme og samtidig en erkendelse af, at journalister ikke må øge kompleksiteten, de skal reducere den. De skal bygge bro, engagere, skabe sammenhæng og progression. Fra mere til bedre. Det skal give mening. 

Dobbelt pulitzerprisvinder Paul Sapolek har foreløbigt vandret 16 måneder i den menneskelige migrations fodspor, han er nået til Jenin, West Bank i sin 19. milepæl ”Refuel”. Narratively blev af TIME’s kåret som et af de 50 bedste websites i 2013. Læserne vil have slow journalism. 1,1 million klik.