SKRIVEBLOKERING NEJ TAK

Grib chancen for at ændre dine skrivevaner og vinke farvel til din skriveblokade. Få tre afgørende skriveregler og en portion indsigt, der hjælper dig med at slippe af med den tomme skærm.

  • Elsker du at skrive – lige indtil du ved, at andre mennesker skal læse det? Så er det som om, der bliver slukket for dig? Du bliver lammet af skriveblokering og får ingenting skrevet?
  • Eller ved du måske ikke helt præcist, hvad du har på hjerte, når du sætter dig til tasterne?
  • Bøvler du med skriveblokade, er der godt nyt og gratis hjælp lige her.
  • For hvis du har mod på at ændre dine vaner, kan du slippe af med din skriveblokering. Det handler om tankemønstre og uheldige skrivevaner, og du kan gøre noget ved det her og nu.
  • Tre vigtige huskeregler er: Tænk, når du tænker. Skriv, når du skriver. Ret, når du retter. Det lyder måske banalt, men det kan kræve en del øvelse at mestre det.
  • Tålmodighed og vedholdenhed er godt her. Hjælp på sidelinjen er også en mulighed.
  • Tænker du om dig selv, at du ikke kan skrive, men du kan egentlig godt lige det?
  • Tænker du, at du vil egentlig helst vil være fri, men skrivearbejdet er en udfordring, du alligevel tager på dig – i din virksomhed eller i form af en eksamensopgave eller måske den tilbagevendende danske stil?
  • Eller har du slet og ret brug for inspiration til, hvad du overhovedet skal skrive om, og hvordan du får det sagt til netop den flok, du gerne vil eller skal tale til – din stamme?

Hvis du kan nikke genkendende til bare ét af ovenstående scenarier, så læs videre.

Skriveblokering & Angst

Præstationsangst er en af tre typiske grunde til skriveblokering. Det, der går galt, er, at du sætter barren og ambitionsniveauet skræmmende højt. Skriveblokade er en sikker gæst, hvis du vil skrive som Hemingway, begå den bedste eksamensopgave i verden eller lave en landingsside bedre end de allerbedste.

På samme måde er perfektionisme en sand djævel. Vil du lave den perfekte bog, salgstekst eller danske stil, gør du det unødigt svært, uoverkommeligt og uoverskueligt for dig selv.

Hvordan slipper du så af med den (angst)provokerende skriveblokering? Ved at sige pyt – det er kun en kladde, og jeg må finpudse senere. Ved at sige, jeg elsker uperfekte tekster, og en okay tekst er god nok. Og ved at overholde spillereglerne, sænke skuldrene og øve dig. 

Skriveblokering - hjælp

En anden typisk og oplagt grund til skriveblokade er, at du ikke helt ved, hvad dit budskab er, og hvordan du bedst formidler det til din målgruppe. Når du ved, hvad du vil fortælle til hvem og hvorfor, flyder ordene ud af fingrene på dig. Ligesom ordene velordnet og af sig selv flyder ud af munden i en samtale, når du ved, hvad du vil sige.

Der findes en enkel og uundværlig metode til at få styr på, hvad det egentlig er, du vil fortælle til hvem. Samtidig er den hurtigruten til en sjovere arbejdsproces og bedre tekster, der taler til netop dem, du vil ha’ til at lytte. Jeg kalder den ’vinkelarket’. 

For det første gør du dig det helt klart, hvad du vil med din tekst – hvad er dit væsentligste budskab.

For det andet skal du vide, hvem du skriver til, hvorfor disse mennesker skal bruge deres tid på din tekst (også selv om de er censor og eksaminator), og hvilken værdi du tilfører netop de mennesker, du allerhelst vil nå ud til – lad os kalde dem din stamme eller din emotionelle kundetype.

Og for det tredje skal du vide, hvad din stamme har brug for at vide, for at din tekst tiltrækker dem, giver mening og kalder på handling. Skriv essensen af det indhold, der skal med i teksten ned i klare (under)budskaber et efter et
uden at tænke på rækkefølge i første omgang.

Dette forarbejde gør du FØR, du begynder at skrive teksten. Jo, du kommer faktisk til at spare TID på den her fremgangsmåde, når du har udfordret dig selv ved at indarbejde nye skrivevaner – måske endda undervejs. Og dine tekster bliver bedre og mere fokuserede.

Skriveblokeringen er der stadig

Når du har formuleret det såkaldte vinkelark, kan det stadig kikse med at få teksten fra hånden. Primært af to grunde, den første er overspringshandlinger. Du får ikke skrevet teksten hurtigt og effektivt, hvis du hele tiden lige skal ordne et eller andet, fordi det (ubevidst) er nemmere og mere behageligt end at sidde der foran skærmen og risikere, at der ingen ord kommer.

Den anden grund er også den tredje, typiske årsag til skriveblokering: Nemlig dommeren, der hvisker dig i øret, at du laver slåfejl, at det ord, du har skrevet, ikke er det rigtige ord, at den der sætning ikke helt spiller, og du kan i øvrigt heller ikke finde ud af at skrive.

Det er nærmest umuligt ikke at gå i stå, hvis du konstant vurderer hvert eneste ord, du skriver. Bare skriv og vurdér senere.

Farvel skriveblokering

Den gode nyhed er altså, at et sæt spilleregler, bevidsthed om hvad dit budskab er, og hvem du skriver til samt en enkel metode kan sprænge skriveblokaden og give dig nye, gode skrivevaner og bedre tekster.

Du kan få hjælp til at skabe dine nye skrivevaner. I Online-Skrivehulen, 1:1 (eventuelt flere) i mit køkken eller på et skræddersyet skriveretreat

Og klarer du udfordringen på egen hånd, så husk: Det er bare et udkast, en okay tekst er god nok – og de afgørende skriveregler: Tænk, når du tænker. Skriv, når du skriver. Ret, når du retter.